Åbent Brev

Problem med P-piller og blodpropper

Trine Appelon Larsen / 12.01.2011

Marts måned i 2000 fik jeg 4 blodpropper pga. P-piller. Jeg var ung (23 år), og et yderst sundt menneske, med en højde på 177 cm, og en vægt på 63 kg, jeg dyrkede motion 3-5 gange ugentligt.

Desværre overså lægerne på Kolding Sygehus i første omgang mine blodpropper, og jeg blev sendt hjem med diagnosen ”akut lændehold”, på trods af, at jeg aldrig har haft problemer med min ryg, og netop styrket den gennem mange års træning.

På den måde blev (formentligt) 2 blodpropper til 4 blodpropper. Jeg kan takke min daværende egen læge i Kolding for en hurtig udrykning med ambulance, da jeg igen kontaktede ham efter 5 døgn, da jeg ikke kunne forstå, at ”akut lændehold” skulle gøre SÅ ondt.

Da jeg kom ind med ambulancen, fik jeg den besked, at det var ”i sidste øjeblik”. Skaderne på mine vener var store og fatale, da jeg havde haft en total okklussion af hele venstre ben, og der fandtes skader på mine vener helt op til under venstre lunge.

En total okklussion betyder, at venerne er lukkede for passage, og blodet dermed ikke kan komme tilbage til hjertet. Jeg blev dengang (og de kommende 5 år) undersøgt på kryds og tværs, for at finde årsagen til mine blodpropper. Allerede ret tidligt i forløbet, mente man det var pga. P-piller, alle senere undersøgelser, scanninger, testresultater m.v. peger udelukkende på P-piller som årsagen.

Ergo stoppede jeg med at tage disse øjeblikkeligt. Jeg var sund og rask, jeg havde faktisk aldrig været syg, jeg var ikke overvægtig, jeg manglede ikke vitaminer eller mineraler, jeg havde ikke nogen arvelige tendenser, og i det hele taget viste samtlige blodprøveresultater, at jeg bortset fra blodpropperne var sund og rask, og ikke fejlede det mindste.

De kommende 5 års undersøgelser, scanninger og tests peger ligeså udelukkende på P-piller som årsagen til mine blodpropper. Skaden på mine vener har resulteret i kronisk venøs insufficiens, dvs. blodet kommer i bedste fald meget langsom tilbage til hjertet. Derfor er mit venstre ben altid hævet, nogle dage op til 14 cm større i omkreds end mit raske højre ben.

Jeg har kæmpet for at få et nogenlunde normalt liv, og det er til dels også lykkedes. Jeg har siden 2000 ikke haft en dag uden smerter, og utallige ting som jeg må sige nej til, simpelthen fordi mit ben svigter. Jeg skulle stabiliseres med blodfortyndende medicin (Maravan), men efter godt 1½ år lå det fast, at jeg ikke kunne tåle denne medicin. Jeg fik at vide, at der så ikke var mere at gøre for mig udover støttestrømper, og at jeg selvfølgelig skulle være meget opmærksom.

Jeg har klaget over behandlingen til Patientklagenævnet. Klagen blev afvist med den begrundelse, at ”akut lændehold er en langt mere sandsynlig lidelse i patientens alder end blodpropper er”.
Jeg har ligeledes klaget til Patientforsikringen (PF). Gang på gang er sagen blevet afvist. Efter 7 års tovtrækkeri med PF, genoptages sagen i 2007. I 2009 anerkendte PF, at jeg havde et varigt mén på 18 %, og i 2010 anerkender PF, at jeg har et varigt erhvervsevnetab på 25 %. Sagen har jeg anket efter anbefaling fra min advokat, og jeg har i mellemtiden fået medhold i en strid med PF om mit stationærtidspunkt fra lægemiddelankeskadenævnet.

8. juni 2010 bliver jeg indlagt med 3 blodpropper i venstre ben igen. Eller det vil sige, jeg bliver indlagt med mistanke herom. Selv er jeg ikke i tvivl om, at jeg har en blodprop, men lægen der undersøger mig, mener jeg har en skade på akillessenen. Jeg forklarer ham meget nøje omstændighederne, men ser at han er tvivlende på en blodprop – indtil resultatet af blodprøverne foreligger (en blodprop kan ses i en blodprøve).

Samtidig får jeg at vide, at i stedet for Maravan (som jeg ikke kunne tåle) skulle have haft et andet præparat, der hedder Marcoumar, som i øvrigt har været på markedet siden før år 2000. Igen undersøges jeg på kryds og tværs, og der findes ikke anden årsag end, at mine vener fra de første blodpropper i 2000 er så beskadigede, at det er skyld i, at de 3 nye blodpropper er opstået. Dette sammenholdt med, at jeg ikke har fået blodfortyndende medicin. Altså desværre igen en fejl, der er opstået i min behandling.

Jeg er langtidssygemeldt, og stadig indlagt som dagspatient på Horsens Sygehus. Fra 8. juni 2010 og frem til 22. december 2010 har jeg måtte tage sprøjter med blodfortyndende medicin, og jeg har herudover også fået blodfortyndende medicin i pille form (Marcoumar).

Normalt gives blodfortyndende medicin i sprøjter (Innohep) kun i akutfasen, dvs. de første 10-15 dage efter en blodprop er opdaget. I mit tilfælde skulle der gå 197 dage med daglige indsprøjtninger og alt hvad dertil hører af fejlindsprøjtninger, store blå og sorte mærker, masser af arvæv under stikstedet, bivirkninger fra medicinen osv. Jeg har fået disse sprøjter så usædvanligt længe for at være på den ”sikre side”, da mine vener i venstre ben nu er endnu mere ødelagt, blodet har derfor svært ved at passere, og det øger risikoen for endnu en blodprop.

De sprøjter, jeg har fået, en dyr fornøjelse (kr. 680,- for 6 sprøjter). Man måler blodets evne til at størkne ved en INR værdi, og dette er et udtryk for, hvor tykt blodet er. Jo lavere værdien er, jo tykkere er blodet. Hos normale og raske mennesker skal denne værdi ligge på mellem 2,0 og 2,5. Min INR værdi skal nu kunstigt holdes oppe på mellem 3,0 og 3,5, som skulle gøre det lettere for blodet at passere gennem de få uskadte vener, jeg har tilbage i venstre side.

Jeg er dybt forundret/forbavset over, at noget sådant kan ske i Danmark. Samtidig er jeg forundret over, hvorledes loven er stykket sammen, som jo egentlig skulle hjælpe de mennesker, som er blevet fejlbehandlet eller har fået en lægemiddelskade i Danmark. Der er rigtig mange ting i det, men som eksempel kan jeg blot nævne: Loven vil give mig en kompensation for den medicin jeg så hårdt har brug for. Man tager mit aktuelle medicinforbrug i dag, ganger det med og udbetaler det som et engangsbeløb. I den sag jeg har fået anerkendt fra år 2000 vil det sige: at mit medicinforbrug er dækket ind til jeg er 44 år gammel. Herudover skal den erstatning, jeg har fået for varigt mén, dække mine medicinudgifter fra mit 44. år. Hvis vi antager, at jeg bliver f.eks. 60 år gammel, vil mine medicinudgifter overstige det beløb, jeg har fået udbetalt for varigt mén med mere end 3 gange…

Synes du også dette lyder helt usandsynligt (?) Alt hvad jeg herover har skrevet, har jeg forsøgt at gøre så kort og præcist som muligt, og jeg kan selvfølgelig dokumentere alt i form af journaler, lægeudtalelser m.v., og du er altid mere end velkommen til at kontakte mig for yderligere information. Dette er ikke en bitter klagesang, men blot ment som oplysning, der kan være med til at sætte fokus på problemet omkring P-piller og blodpropper.

Bjarne Pildahl / 26.05.2011 - kl. 18.53
Min datter døde af p - piller 2006, fik mange blodpropper og hun blev kun 28 år. Hun fik også hjertestop grundet propperne, og til sidst en stor hjærnblødning. Hun var fuldt rask om tirsdag aften og død onsdag aften den 30 august 2006, så piller er noget skidt.
Følg med Modtag en email hver gang et nyt, åbent brev udgives.

Send mail direkte

Astrid Krag

Sundhedsminister

Astrid Krag

Julie Skovsby

Formand for folketingets sundhedsudvalg

Julie SKovsby

Bent Hansen

Formand for Danske Regioner

Bent Hansen