Sundhedspolitiker.dk

Jeg henvender mig for at gøre opmærksom på, at der er en gruppe voksne med ADHD, der ikke bliver gjort nok for. Efter høring i folketinget 23.9 2009 om ADHD, efterlyser jeg oplysninger om, hvad systemet har tænkt sig at gøre for de ældre med svær ADHD.

Af de 26 millioner, der er afsat af satspuljen, som skal munde ud i en national plan, hører man ikke, at der er hjælp til denne gruppe af voksne. Det er mere børn og unge samt forebyggelse. Der går en del år endnu inden den virker, så er en del sikker døde eller bor på en bænk. I fængslerne vil man godt nok opspore de, der ikke har fået diagnosen, men det mit indtryk, det bliver de unge. De ældre er svære at nå.

Jeg vil gerne høre, hvad Sundhedsministeren og Justitsministeren er nået frem til. Fra sidste talepapir ved jeg, at der ikke blev besluttet noget angående de voksne, der lider af svær ADHD og er blevet kriminelle grundet manglende behandling i barndommen. Det er især de omkring 40 år +/-. Mange er hidtil blevet straffet og tilbringer meget tid med afsoning.

Man kan ikke straffe mennesker til at blive helbredt! !!! Man må se at få løst deres bagvedliggende problemer. Er det for sent, må samfundet tage hånd om dem på anden måde. ADHD er nu erklæret for en neuropsykiatrisk lidelse.

Det er en gruppe, som er blevet svigtet af samfundet i ganske mange år!  Mange er uden for pædagogisk rækkevidde på grund af de mange år, der ikke blev taget hånd om dem - for ADHD voksede man fra, når man fyldte 18 år.

At der er en bombe under psykiatrien ændrer jo ikke på, at de har brug for hjælp. Man kan jo ikke forsætte med at sætte en gruppe syge mennesker i fængsel bare for at slippe af med dem.

Hvis det er af ’sparehensyn’ de ender der, kan der sikkert findes mange flere diagnosegrupper, hvor der kan undlades behandling, eksempelvis psykisk udviklingsforstyrrelse, diabetes, rygerlunger/KOL, hjerte/karsygdomme og skizofreni. Fortsæt selv listen. Brækkede ben behøver vel heller ikke behandling, man kan jo bare ’tage sig sammen’ og gå videre. Eller man kunne sætte dem alle i fængsel til de er helbredte.
.
Mange har skiftet skole 4-5 gange. Ofte er de blevet moppet til utålelighed, selv af deres lærer. Skolepsykologer har uden viden gjort ondt værre og sagt, at ’de skulle tage sig sammen’ Hvad de altså også har gjort. Det hjælper bare ikke. De lærer ikke af deres fejl, da de er impulsstyret og ikke kan tænke abstrakt. Derfor hjælper det ikke at sige ’de ved, hvad der er rigtig og forkert’, hvis man ikke forstår at handle herefter.

Mange er distanceblændere, og derfor opdager man ikke altid deres problem, hvis man ikke kender dem godt. Mange har forgæves løbet panden mod en mur for at bede om hjælp. Det ville være mere humant, hvis de ikke selv mærkede noget var galt. Men det gør de.

De sidste 20 år er gået med ren kassetænkning. Kommunerne har ikke villet hjælpe med eks. terapi, revalidering. De har måske anbefalet pension, men så var der heller ikke mere hjælp. Kriminalforsorgen havde heller ingen hjælp - eller terapi. Psykiatrien ville heller ikke hjælpe. I den tid har mange fået det værre. Sagsbehandleren snakkede uden om og så kun en, der så rimelig ud i det ydre, og derfor ikke havde behov for hjælp. Det sidste nye er at flytte dem under ’Misbrug og forsorg’.

En bostøtte kunne man ikke få, da man var normalt begavet!!!!  Men tiden gik, derfor fik en del besked om at nu var de for gamle til at få hjælp? Således vil der være en gruppe, der altid vil være for gamle, eller er født for tidlig. Mon de heller ikke kan få en plejehjemsplads til den tid, da der ikke findes den slags endnu?

Mange pårørende kan slides op. Er der ingen pårørende til at bakke op, får de overhovedet ingen hjælp. De magter ikke selv at råbe systemet op. Pårørende kan også være børn, eller gamle forældre.

Der mange samsygdomme, så de er ikke ens. I de år, der er gået, har mange medicineret sig selv, og det ender i misbrug. Det er som at slukke en brand med benzin. De ved det bare ikke, før det er for sent. Nu har de en dobbeltdiagnose. Nogle måske endda en tribel.
Siden regionerne kom til, er der truffet aftale om, at psykiatrien kun behandler den psykiatriske, mens delkomunen skal klare misbrugerdelen. Men det er de færreste, der har resurser til selv at opsøge behandlersteder. I psykiatrien er det en kamp at komme inden for. Så kører den onde cirkel, da Misbrug Centeret ikke vil give behandlingstilbud, før det psykiatriske er behandlet. Psykiatrien vil ikke behandle før misbruget er behandlet. Ja, så kan man løbe så længe skosålerne holder. Det samme sker, når de bliver løsladt efter afsoning; de må forsætte som før da intet er ændret.

Det har i mange år været almindeligt at lade indsatte ryge hash i fængslerne, det gav ro blandt de indsatte. Stoffer er meget dyrere i fængsler end på gadeplan, og derfor har mange en stor gæld, når de bliver løsladt. Er de med svær ADHD først endt i fængsel, er det rigtig slemt, da de hurtig får forkerte bekendte. Det er svært at begå sig og de fængslede er ofte overladt til sig selv om aftenen og natten uden opsyn.

Jeg kan anbefale filmen ’R’ hvis man mangler fantasi til selv at forstille sig, hvordan der er. Man lærer grumme ting under afsoning; det er et universitet for kriminel adfærd. Det er svært at begå sig et sådan sted. De kommer nemt i klørene på 'de stærke fanger'

Fængslers opgave er ikke at behandle, siger Kriminalforsorgen. De har heller ikke de bedste økonomiske betingelser. De får jo næsten ingen midler.

I følge psykiater Henning Laugesen, som har lavet ’Projekt Misbrug og ADHD’ sammen med psykiater Torben Arngrim, så ender de med svær ADHD som socialt udsatte og mange dør. Hver 3. misbruger har ADHD. Hver 3. indsatte har ADHD. Der har været succes med at behandle helt op til 60 årige.
Psykiatrien har dog ikke nogen erfaring med de, der er over 40. Mon der skulle være kommet så mange flere til de sidste år. Mon ikke de bare fik andre diagnoser og dermed forkert medicin. Man mente det var noget man voksede fra.

Mange med ubehandlet svær ADHD udvikler bl.a. adfærdsforstyrrelser. Måske de mange nederlag spiller ind her. Man har fundet et gen, som viser det er 80 % arveligt (en gang mente samfundet, at det var forældrenes skyld, det er nu vist historie). De ved ikke, hvorfor deres liv altid går skævt, da de ikke vidste, at de havde diagnosen.

I Norge gør man de, der er kriminelle med ADHD, umyndige til de er behandlet. De har bedre resultater end i Danmark.  I Danmark får de måske en behandlingsdom, men vores lov er således, at de stadig løber rundt i samfundet, uden de kan klare sig på egen hånd. De skal blot møde hos psykiatrien ind i mellem. De mangler struktur på deres dag. De kan forsætte med at komme galt af sted. De kan begå ny kriminalitet, mens de har en behandlingsdom. Danmark er langt bagefter andre lande inden for psykiatrien!
 
De voksne med ubehandlet svær ADHD har behov for en behandlingsdom, når de har begået noget kriminelt. Andre med svær ADHD er ikke til fare for sig selv eller andre på den gængse måde. Nogle kører bil skønt kørekortet er væk for længst. De kører, når de er påvirket, de kører for stærkt, de er ikke opmærksomme. De laver ulykker. Nogle kommer til at forvolde at andre mennesker død, nogle dør selv i færdselsulykker. En del laver indbrud for at betale deres selvmedicinering. Det ser ud til, at retsvæsnet er begyndt at give flere behandlingsdomme. Men nu er psykiatrien ked af at modtage dem.

Der er behov for en ordentlig behandling ikke bare en opbevaring, som en behandlingsdom er nu. Hvor man risikerer at udskrives med en henvisning til en privat praktiserende psykiater, der har over 2 års ventetid. Eller der bliver ikke fulgt op på udskrivningsaftalen. Så går det jo i ged. Mange når at droppe deres medicin. Mange kan ikke se deres eget bedste, der har været for mange svigt i deres liv. Det hele bliver for svært. Det ender i ’det kan være lige meget’, de bliver negative og forvirrede. Nogle får gennem egen læge besked om selv at finde psykiateren, der kan sætte medicinsk behandling i gang. Der er også 2 års ventetid. Gælder behandlingsgarantien ikke her?

At de ikke er nemme at have med at gøre, er vel ingen undskyldning for, at de ikke skal behandles, de er jo syge. Der mange andre patienter med psykiske lidelser, der heller ikke er nemme, de bliver vel ikke lukket ude for at klare sig selv? Psykiatrien magter ikke opgaven, måske fordi de ikke har viden og erfaring omkring ADHD voksne. Hvem er ansvarlig for den manglende behandling?


Der stærkt er brug for et behandlingssted (også for dem over 30 år), som ikke er fængsel, men hvor de kan anbringes og blive behandlet, når de idømmes en behandlingsdom. Hvor der er socialpædagoger og fysioterapi. Et sted der har tid til at tage sig af patienterne, og ikke skal skrive journaler og holde refleksion i deres arbejdes vagt. Eller i det mindste har kontor i dagligstuen. Da undgår man at patienterne overlades til at sig selv samt de rigelige mængder af illegale stoffer, der også findes på de psykiatriske afdelinger. De der har ADHD er det faktisk slemt at sidde på en psykiatrisk afdeling. Hvor de ikke kan komme af med deres uro i kroppen da de jo er lukket inde. Hvor de blandes med andre diagnosegrupper og der intet er at fortage sig, det er rigtig svært for dem. Personalet ved ikke nok om ADHD. Nogle kan få det værre.  

Det mit klare indtryk, og derfor vil der i fremtiden vil være behov for flere retspsykiatriske sengepladser, også på grund af de mange stoffer, der skyller ind over landet. Måske kunne nogle, der er dømt til behandling, efter en tid modtage dagbehandling samt fodlænke i eget hjem aften og nat. En del kunne blive en resurse for samfundet. I gamle dag var der arbejde at få for de indlagte, hvorfor bruger man ikke det mere?
 
Der mangler tværfagligt arbejde. Bertel Haarder, efter din forgængers anvisning om at søge hjælp hos kommunens sagsbehandlere er der kun at sige: Når man i dag ringer til sagsbehandlere, får man blot at vide, at der går flere år inden der er hjælp.

I Danmark er behandlingen ofte kun medicin, men den kan ikke stå alene. Der mangler kornigtiv terapi. Det er ikke alle med ADHD, som har nogen virkning af ADHD medicinen. Misbrug skal behandles samtidigt.
Som det er nu, koster det store summer i de fleste systemer her i samfundet, fordi de voksne med ADHD sejler i deres egen sø. Og psykiaterne har delt sig i for og imod. Til de, der ikke kan rettes op, bør der være ’skæveboliger’ samt støtte så de får det bedst mulige liv, trods den manglende behandling i deres barndom/ ungdom, samt mulighed for at styre deres penge, det kan de ikke selv.

Der er ingen tilbud til denne gruppe. Kan vi være det bekendt?? Har man set tilsvarende med somatiske sygdomme? Hvad siger ’Menneskerettighedskonventionen’ om det? Jeg syntes det må være en samfundspligt at tage hånd om den gruppe voksne med svær ADHD. De er jo gledet ned af rampen, i de år de implicerede systemer har brugt til at skyde dem fra sig. Man har ikke selv valgt at blive født med ADHD, og ikke at være blevet behandlet i sin barndom.  Jeg mener samfundet skylder dem at sørge for, at de får hjælp og behandling. Og er de så langt ude, at de ikke kan se deres eget bedste, må man via en lovændring tvinge dem i behandling. Det både for deres egen, men også for samfundets skyld.

I dag kan man også nægte at tage sin medicin. I Danmark må man selv bestemme om man vil ’gå i hundene’. Hvis det er meningen, må der stilles mange flere parkbænke op! Da de ender som social udsatte.

Til de, der vil vide mere, kan anbefales bogen udgivet af Psykiatrifonden, som hedder 'ADHD - opmærksomhedssygdomme hos børn og voksne'. Den er skrevet af en tværfaglig forfattergruppe og giver en fin indsigt.

Der er også brug for ADHD-centre. Det vil især gavne de yngre med ADHD. Som det er nu, ved man ikke, hvilken sagsbehandler, man skal rette henvendelse til, eller om det skal være brandstationen eller skomageren. En god ting er, at jeg har bemærket, at der er kommet en meget bedre/pænere tone, når man ringer til kommunens sagsbehandlere.

Der kunne spares penge ved at tage fat det rigtig sted.


Venlig hilsen

Annette Birthin
(pårørende)