Sundhedspolitiker.dk

- Ændringer i sundhedsloven er påkrævet for at få sygehusvæsenet til at fungere optimalt.

På baggrund af min tidligere beskæftigelse som kontorchef i Københavns Hospitalsvæsen har jeg med interesse fulgt debatten i medierne vedrørende den stigende privatisering af patientbehandlingen. Jeg har nedenfor i hovedtræk skitseret årsagerne til problemerne og samtidig angivet den – efter min opfattelse – eneste mulige løsning, der vil kunne tilskynde regionerne til at koncentrere sig om en bedre udnyttelse af egne ressourcer i stedet for unødigt at bede andre institutioner om at være behjælpelig med at løse egne sygehusopgaver.
                                              
Som det fremgår af den megen medieomtale, hersker der store problemer med den funktionelle og økonomiske styring af sygehusvæsenet. Hvad er det, der er gået galt for VK-regeringen og regionerne siden de i 2007 overtog det politiske og økonomiske ansvar for driften af landets sygehusvæsen?

I årene efter 2000 opstod der mangel på læger og sygeplejersker på landets sygehuse, til dels fordi disse personalegrupper følte sig tiltrukket af beskæftigelsestilbud på private hospitaler og klinikker til en bedre aflønning. Flere læger har herefter beskæftigelse på både offentlige og private hospitaler.

Øgede ventelisteproblemer og aftale mellem regeringen og regionerne om behandlingsgarantier medførte, at regionerne henviste stadig flere patienter til behandling på private hospitaler for offentlig regning. I den forbindelse opstod der politiske skænderier om fastsættelse af afregningstakster med de private hospitaler. Ikke underligt – for der er så mange forhold, der spiller ind i beregningen af en sådan sammenblanding af offentlige og private midler, at det næsten er umuligt at finde frem til et blot nogenlunde acceptabelt afregningsgrundlag.

Der er i den senere tid opstået situationer, hvor der henvistes patienter til behandling på private hospitaler samtidig med, at der var ledig kapacitet i sygehusvæsenet til selv at udføre behandlingen.

Som det fremgår af årsregnskaberne for 2009, har regionerne overskredet sygehusbudgetterne med 3-cifrede millionbeløb, der har medført fyringer af flere hundrede medarbejdere på sygehusene. Konsekvensen heraf bliver formentlig en fortsat stigning i antallet af henviste patienter til private hospitaler, hvor udgifterne til de offentligt finansierede aktiviteter siden 2007 er steget fra få millioner til over en milliard kroner årligt.

I et nyhedsbrev fra Danske Regioner fra 2008 vedrørende den voldsomme stigning i udgiften til private hospitaler siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, bl.a.: ”Patienterne og pengene fosser over til private sygehuse. De private er kommet for at blive, men disse tal er udtryk for, at de bliver favoriseret på en helt urimelig måde.”

Når formanden for Danske Regioner indser det urimelige i, at patienterne og pengene fosser over til private sygehuse, men samtidig erklærer, at de private er kommet for at blive, så kan det formentlig kun skyldes, at han befinder sig i et politisk mindretal overfor de VK-politikere, der uden hensyn til de økonomiske konsekvenser vil fortsætte den stigende privatisering af patientbehandlingen.

I enhver privat virksomhed, der fungerer døgnet rundt, udarbejder ledelsen i samarbejde med personalet de aktivitets- og arbejdstidsplaner, der giver den størst mulige udnyttelse af bestående ressourcer (lokaler, apparatur m.m.). Det gælder formentlig også driften af de private hospitaler. Det er imidlertid ikke de samme hensyn til effektiviteten, der gør sig gældende ved driften af landets offentlige sygehusvæsen. På de offentlige sygehuse foregår den planlagte forundersøgelse og behandling af henviste patienter til hospitalernes ambulatorier, undersøgelses- og behandlingsrum i dagarbejdstiden fra kl. 08.00 til 15.00. Da aktiviteterne på de private hospitaler endnu kun udgør godt 2 pct. af det samlede behandlingsbehov, vil en udvidet udnyttelse af sygehusenes ambulatorier, undersøgelses- og behandlingsrum mellem kl. 15 og 18 efter behov kunne klare det samlede behandlingsbehov på de enkelte specialeafdelinger inden for en forsvarlig ventetid. Al henvisning til behandling på private hospitaler vil således kunne undgås ved en lidt bedre udnyttelse af hospitalernes egne ressourcer. Det kræver naturligvis fornødne aftaler med personalet, men man har tilsyneladende ikke hidtil ved sygehusvæsenets forhandlinger med de forhandlingsberettigede personaleorganisationer – det gælder navnlig lægeorganisationerne – været opmærksom på, at indgåede aftaler om løn- og arbejdstidsforhold burde indebære muligheder for, at den ved de fleste sygehuse tilrettelagte dagarbejdstid fra kl. 8 til 15 på sygehusenes ambulatorier, undersøgelses- og behandlingsrum kunne udvides fra kl. 15 indtil kl. 18 i det omfang det indgåede behandlingsbehov ved overholdelse af en forsvarlig ventetid gjorde det påkrævet.

Hvis man skulle løbe ind i aftalevanskeligheder med lægerne, så vil regionerne formentlig kunne indhente gode råd hos de offentligt ansatte læger, der i dag efter endt dagarbejdstid på hospitalet kl. 15 går over til videre arbejde på de private hospitaler.

Ifølge sundhedsloven har personer med bopæl her i landet adgang til vederlagsfri undersøgelse og behandling hos praktiserende læger og i sygehusvæsenet.  
Befolkningen kan med det skattebetalte sundhedsbidrag til staten med rette forvente, at sygehusvæsenet på egne institutioner til enhver tid og med en begrænset forsvarlig ventetid kan imødekomme ethvert behandlingsbehov i overensstemmelse med den lægevidenskabelige udvikling.

Der er derfor ikke behov for at udstyre borgerne med et sundhedskort, der deler befolkningen i 2 sikringsgrupper, men i stedet et dansk statsborgerkort, der kan anvendes ved henvendelse til alle offentlige institutioner inkl. de praktiserende læger og sygehusvæsenet. Der er derfor heller ikke behov for unødigt at lade sig forsikre med en privat sundhedsforsikring.
Da lovens ovennævnte hovedformål fuldt ud tilsikrer befolkningen en tilstrækkelig behandling i det offentlige sundhedsvæsens institutioner, må det forekomme meningsløst og unødvendigt, når sundhedsloven i § 75, stk. 2 indeholder følgende bestemmelse:

”Regionsrådet kan endvidere indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private institutioner som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver.”

Denne bestemmelses indpasning i sundhedsloven er den direkte årsag til, at regionerne siden 2007 i stigende omfang henviser patienter til behandling på private hospitaler for offentlig regning, fordi man ikke iagttager en bedre udnyttelse af sygehusvæsenets bestående ressourcer (lokaliteter, apparatur m.v.) Denne bestemmelse bør derfor udgå af sundhedsloven.

Selvom regeringen er vidende om, at det på forsikringsmæssig basis finansierede sundhedsvæsen i USA er dyrere for borgerne end vort offentlige sundhedsvæsen, så vil regeringen på bekostning af effektiviteten i eget sygehusvæsen tilsyneladende fortsat i stigende omfang henvise patienter til private hospitaler hen imod de amerikanske forhold, som præsident Obama har det største besvær med at få afviklet.

Denne udvikling vil fortsætte indtil et politisk flertal bestående af samtlige politiske partier udenfor VK-regeringen indser det meningsløse i, at der årligt ofres milliardbeløb til støtte af privat hospitalsdrift, fordi man ikke udnytter hospitalernes egne ressourcer godt nok.

Den påkrævede ændring af sundhedsloven for at få stoppet denne udvikling kan ganske enkelt klares ved at fjerne de få ovennævnte linier i lovens § 75 stk. 2. En sådan god gerning vil spare regionerne og dermed skatteborgerne årligt for et stort 3-cifret millionbeløb

S og SF har tidligere i debatindlæg og i en enkelt kronik taget afstand fra den igangværende stigende privatisering af patientbehandlingen uden at fremkomme med et forslag til løsning af problemerne.
 
En eventuel bred politisk tilslutning til ovennævnte ændring af sundhedsloven vil tilskynde regionerne til at koncentrere sig om en bedre udnyttelse af egne ressourcer i stedet for unødigt at bede andre institutioner om at være behjælpelig med at løse egne sygehusopgaver.