Astrid Krag
Sundhedsminister
Åbent Brev
Kære Sundhedsvæsen
Først og fremmest vil jeg gerne kvittere for din indsats hér for 2 år siden ude på Hvidovre Hospital. Jeg var kortvarigt indlagt med min toårige søn. Du gjorde det super. Tak for det! Jeg skriver til dig nu, fordi jeg simpelthen er nødt til at fortælle dig om min fars alt for tidlige død. Han blev kun 69 år gammel; han døde fem dage før han skulle pakke julegaver op med sine børnebørn, og jeg tror faktisk, at du kunne have reddet hans liv. Han døde i hænderne på dig og dine gode folk; i mine øjne, fordi du, kære sundhedsvæsen, efterhånden har al for megen fokus på effektivisering og al for lidt fokus på omsorg.
Det vender jeg tilbage til; først får du lige den korte version af historien om min fars død.
Tirsdag d. 16.12.08.
Min far vågner med voldsomme smerter i ryggen og besvimer to gange i løbet af formiddagen. Min mor ringer til Alarmcentralen. Den vagthavende brandmand sender en ambulance. De to ambulancefolk tager min fars blodtryk. Det er fint, og de beslutter ikke at bringe ham ind til en hospitalsundersøgelse, der ellers kunne vise, at han snart ville dø, hvis han ikke fik en operation. Ambulancefolkene siger blot, at min far bare kommer til at ligge i lang kø på skadestuen. Før de går, opfordrer de min mor til at kontakte egen læge.
Min mor ringer straks til egen læge. Konsultationen er lukket, så hun ringer til vagthavende, praktiserende læge, der på distancen ordinerer smertestillende medicin over telefonen. En cocktail af Dolol, Ibumetin og Panodil; uden først at undersøge patienten!?
Jeg spørger: effektivitet eller omsorg?
Onsdag d. 17.12.08.
Min far vågner omkring klokken otte. På samme tid er min mor i færd med at ringe til deres egen læge. Denne beroliger min mor og lover, at hun i løbet af formiddagen vil ringe til neurologerne på Riget for at vende min fars situation og sikre, at vi kan tage den med ro. ”Neurologerne på Riget” - det lyder som orakler, men det viser sig at være effektiviserede, pressede speciallæger, der på distancen forklarer mine forældres egen læge, at min far går rundt og besvimer, fordi han har så forbandet ondt i ryggen. Denne diagnose stiller de altså over telefonen, uden først at have undersøgt patienten og uden at have adgang til hans journal. Mine forældres egen læge accepterer budskabet fra oraklerne og føler ikke trang til selv at undersøge min far!
Jeg spørger: effektivitet eller omsorg?
Resten af dagen forløber anspændt hos mine forældre; min mor er fortvivlet og stærkt bekymret. Min far er komplet dopet af smertestillende medicin.
Torsdag. d. 18.12.08.
Det spidser til. Min far vågner med meget opspilet, meget hård mave, og han har en form for lilla marmorering på begge lår. Ikke sådan blåfrosne lår, som de fleste af os kender dem, men virkelig tydelig marmorering.
Min stakkels mor tager på apoteket for at købe et lavement til min far. Det hjælper lige så lidt som hendes forsøg på lidt senere at vække lægevagtens interesse for min fars snarlige død. Et tydeligvist ekstremt effektiviseret eksemplar af en lægevagt forsøger, uden undersøgelse og over telefonen, at forklare min fars smerter som resultatet af et nyrestensanfald.
Min mor ringer igen til Alarmcentralen. Hun fornemmer, at den er helt gal, og hun vil have min far indlagt til undersøgelse, men ambulancefolkene, der ankommer, tager blot hans blodtryk og fortæller, at der er meget lang ventetid på skadestuen.
Jeg spørger: effektivitet eller omsorg?
Hen under aftenen eskalerer min fars smerter. Min mor ringer igen til lægevagten, der med sin måske ligefrem indstuderede kølighed lader forstå, at man ikke bare sender en læge ud til en mand, fordi han har ondt i ryggen og er besvimet; ja, lægevagten tillader sig tilmed at gøre min mor opmærksom på, at hun og hendes mand faktisk bor i en millionby, hvor der er andre syge borgere. Hvem finder på at sige sådan til en fortvivlet, ulykkelig og desperat kvinde - blot 12 timer før hendes mand dør? Det gør såmænd Københavns Lægevagt.
Jeg spørger: effektivitet eller omsorg?
En time senere ankommer en ekstremt ”omsorgsløs” vagtlæge dog for at tilse min far. Denne når nærmest ikke inden for døren, før han stikker en sprøjte i låret på min far; Voltaren - de smertestillende medikamenters svar på en velkørende og driftsikker Volvo. Vagtlægen lytter ikke til min far med et stetoskop, han tager ikke blodtryk på min far, han tager ikke min fars puls, og det er først da min mor påpeger den udspilede, hårde mave, at vagtlægen rører ved min far; han trykker med en finger på maveskindet og forlader derefter mine forældres bopæl uden videre kommentarer. Marmoreringen på min fars lår registrerede den effektiviserede vagtlæge slet ikke, skønt min far sad med bukserne nede om knæene.
Jeg spørger: effektivitet eller omsorg?
Fredag d. 19.12.08.
Min far dør første gang fredag morgen omkring klokken ni. Min mor ringer igen 112. Vagthavende brandmand på Alarmcentralen spørger, hvor min far har ondt. Min mor forklarer, at han ikke er ved bevidsthed, så det er vanskeligt at sige. Brandmanden vakler og spørger igen; ’jamen, hvor har han ondt’. Min mor græder, og først da hun skriger, at min far sidder og er død i sin lænestol, reagerer brandmanden.
En lægeambulance ankommer lynhurtigt. Der går maksimum et minut før en knivskarp, nærværende, venlig og meget omsorgsfuld akutlæge konstaterer, at min far har en bristet udposning på hovedpulsåren.
Det forklarer rygsmerterne; udposningen har i tre dage presset på nervebanerne omkring rygsøjlen med voldsom smerte til følge. Og min fars mange bevidsthedstab får nu også en naturlig forklaring; kredsløbet var i dagene op til hans død sivet ud fra hovedpulsåren med det resultat, at hjernen ikke havde fået den mængde blod, som får det hele til at fungere ordentligt. Det får folk til at besvime, og når en stor del af blodet pludselig befinder sig uden for kredsløbet, presses organer, tarme osv. unaturligt fremad; det forklarer min fars hårde, opspilede mave.
Nu - efter tre dage - vælter det endelig ind med kompetence på mine forældres bopæl. Otte mennesker arbejder på genoplivning. Det lykkes. Han køres til Rigshospitalet. Vi får besked om, at de har givet ham blodtransfusion, som erstatter alt det blod, der var sivet ud af kredsløbet. Han er nu så stabil, at de kan køre ham til operationsstuen tre etager oppe. De kæmper for hans liv, og en kærlig og omsorgsfuld sygeplejerske ser løbende ind til os, mens vi utålmodigt venter på godt nyt i kælderen under Riget, men klokken 12, kære Sundhedsvæsen, står min fars gode og kærlige hjerte af. Han dør.
Det kunne være anderledes
Kære Sundhedsvæsen, min far havde fået en operation under kontrollerede forhold og havde sandsynligvis klaret den, hvis dine folk på Alarmcentralen vidste, hvad de talte om - eller rettere, hvad min mor talte om, da hun ringede til dem. Jeg har ladet mig fortælle, at mere end 75 procent af danskernes opkald til Alarmcentralen drejer sig om sygdom. Da du sandsynligvis også ved dette, så er det mig en gåde, at du stadig har brandmænd (i København) og politiassistenter (i resten af Danmark) siddende ved telefonerne. At disse tilmed ligger under for systemets effektiviseringskultur og derfor eksempelvis administrerer udsendelse af lægeambulancer restriktivt, koster liv, blandt andet min fars liv.
Burde vi ikke få læger, eller sygeplejersker, til at modtage alarmopkald vedrørende sygdom?
Kære Sundhedsvæsen, min far havde fået en operation under kontrollerede forhold og havde sandsynligvis klaret den, hvis de ambulancefolk, som brandmanden på Alarmcentralen i to omgange sendte ud for at tilse min far, havde bragt ham til undersøgelse på hospitalet. Så havde min far været i gode, kompetente hænder og dermed i live i dag. Min far havde været bevidstløs indtil flere gange, han skreg og vred sig i smerte, men han fik besked om, at han bare ville komme til at ligge i kø på skadestuen. Så han måtte blive hjemme. Det døde han af.
Kære Sundhedsvæsen, min far havde fået en operation under kontrollerede forhold og havde sandsynligvis klaret den, hvis den vagtlæge, som tilså ham 10 timer før han døde første gang, havde sat sig ind i hans sygehistorie. Eller rettere hvis vagtlægen havde haft mulighed for at sætte sig ind i hans sygehistorie. Hvis vagtlægen havde haft adgang til en elektronisk patientjournal, og hvis han havde afset tid til at læse den, så havde han set, at min far i otte år havde levet med en forstørret hovedpulsåre. Det havde måske fået noget til at ringe i det effektiviserede vagtlægehoved. Vagtlægen vidste ikke dette, og han forsøgte ikke at erhverve denne viden. En af årsagerne til dette urimelige faktum er, at Danmark endnu ikke har velfungerende, elektroniske patientjournaler, som enhver lægelig instans kan tilgå. Vi lever i 2009, og folk dør derude, fordi sundhedspolitikerne ikke for længst har besluttet at indføre et koordineret og velfungerende it-system, hvor alle relevante sundhedsinstanser kan tilgå vores journaler! At vagtlægen tilmed havde så travlt denne aften før min far døde, at han slet ikke undersøgte min far, før han bedøvede ham med Voltaren, forværrede bare min fars situation. Han døde første gang næste morgen.
Du er skyldig
Kære Sundhedsvæsen, jeg er sikker på, at dine folk på Alarmcentralerne, i ambulancerne, hos vagtlægen og på hospitalerne er gode, næstekærlige mennesker for hvem det hele begyndte med ungdommens ønske om at gøre en forskel for andre. Og jeg ved, at dine folk i felten forsøger at gøre deres yderste, men jeg må også konstatere, at min far døde af det modsatte. Min far døde af, at ikke alle dine folk gjorde deres yderste.
Jeg mener, at de mennesker, der blev medskyldige i min fars alt for tidlige, unødvendige og urimelige død, ikke var i stand til at gøre deres yderste. De kunne ikke gøre deres yderste, fordi landets sundhedspolitikere fra hele det politiske spektrum har stået fadder til en effektiviseringskultur i Sundhedsvæsenet, der har trængt omsorgskulturen i baggrunden.
Jeg ved, at disse politikere vil kaste kolonnevis af tal i hovedet på mig og fortælle, at der aldrig er brugt flere penge på Sundhedsvæsenet, end det vi bruger i dag. Til det må jeg bare sige; det er muligt, men min far døde altså helt unødvendigt i hænderne på Sundhedsvæsenet. Så vil de sige, at der hvert år er 100.000-vis af opkald til lægevagt og Alarmcentral, og at det ud af disse kun er promiller, der dør i hænderne på Sundhedsvæsenet. Til det må jeg bare sige; det er muligt, men min far døde altså helt unødvendigt i hænderne på Sundhedsvæsenet.
Tænk en gang
Tænk en gang, hvis vi gik for meget til lægen. Tænk en gang, hvis vi havde overkapacitet på landets hospitaler en gang imellem. Tænk en gang, hvis landets ambulancer kørte lidt for mange på skadestuen. Tænk engang, hvis vagtlægen, man ringede til søndag morgen, altid var et venligt menneske, der bød inden for, frem for at være træt og afvisende.
Tænk en gang, hvis det hele ikke handlede om effektivitet, men om omsorg, anstændighed og næstekærlighed. Tænk en gang, så havde min far med vanlig livsappetit gået foråret i møde med sin elskede kone, med sine sønner og svigerdøtre, og med sine mange børnebørn.
Tænk en gang; det gjorde han ikke i år, og han kommer ikke til det igen, fordi han døde helt unødvendigt i hænderne på dig, kære Sundhedsvæsen.
Kære Sonja,
Tusind tak for din kærlige hilsen og din opbakning til Sundhedspolitiker.dk.
Mange venlig hilsener
Jacob Egevang
Tusind tak for din kærlige hilsen og din opbakning til Sundhedspolitiker.dk.
Mange venlig hilsener
Jacob Egevang
Kære Jacob Egevang
Jeg er så stærkt berørt af din fars, din families og din egen skæbne, så det gør ondt. Samtidig har din handling givet mod til andre til at gå denne vej rundt med deres tanker, klager og påtaler til sundhedsvæsenet, således også mig, selvom mit problem kan synes lille i forhold til andres, men dog har HELE forløbet sat min livskvalitet ned, hvilket ikke vil kunne læses her, da jeg har foretrukket KUN at frembringe min klage over en enkelt person, da jeg mener her KAN gøres noget.
Da jeg i 1989 mistede min 24 årige datter p.g.a. en blodprop hun ikke kunne opløse, og hvor personalet ikke dengang var "på vagt" - kan du forstå, jeg ved hvor svært, du har det lige nu, men du kan også komme igennem det og komme hel ud på den anden side og få et liv i harmoni med tabet. Mine allervarmeste ønsker for dig og jeres fremtid samt tak for dette initiativ.
Sonja Hjertebjerg
Jeg er så stærkt berørt af din fars, din families og din egen skæbne, så det gør ondt. Samtidig har din handling givet mod til andre til at gå denne vej rundt med deres tanker, klager og påtaler til sundhedsvæsenet, således også mig, selvom mit problem kan synes lille i forhold til andres, men dog har HELE forløbet sat min livskvalitet ned, hvilket ikke vil kunne læses her, da jeg har foretrukket KUN at frembringe min klage over en enkelt person, da jeg mener her KAN gøres noget.
Da jeg i 1989 mistede min 24 årige datter p.g.a. en blodprop hun ikke kunne opløse, og hvor personalet ikke dengang var "på vagt" - kan du forstå, jeg ved hvor svært, du har det lige nu, men du kan også komme igennem det og komme hel ud på den anden side og få et liv i harmoni med tabet. Mine allervarmeste ønsker for dig og jeres fremtid samt tak for dette initiativ.
Sonja Hjertebjerg
Kære Jacob Egevang,
Jeg indtrådte i regionsrådet for Region Hovedstaden for SF i marts i år.
Det her ligner en rigtig god ide. Jeg vil prøve at følge med på siden. Jeg håber at det vil lykkes dig at få den til at virke som vidensbank og undgå de fælder, der er.
Der er mange aspekter i strukturreformen vedrørende regionerne som bør diskuteres grundigt, men et af dem er hvordan borgernes oplevelser får betydning for 'systemet'.
Det er min opfattelse at regionerne er gearede til at få systemerne til at fungere - men netop med fokus på system og struktur. Jeg er ikke i tvivl om at alle regionsrådspolitikere er optaget af historier som din fars. Systemets fokus er imidlertid på det, der fungerer - og hændelser som denne opfattes let som undtagelser og fejl. Målet må være at patientoplevelser og borgeres beretninger bliver en del af grundlaget for systemet, så de ikke er undtagelser, vi skal beklage, men en del af den virkelighed, vi skal forholde os til.
Der var stor tilfredshed i regionsrådet da vi vedtog Region Hovedstadens plan for den ældre medicinske patient. Planen er god nok - spørgsmålet er hvordan man sikrer at den sætter sig spor, så (også) ældre mennesker ikke skal opleve at de er et nummer i rækken, men at alle, uanset hvem men er, tages alvorligt og inddrages som aktiv part - helst i et sammenhængende patientforløb understøttet af en tilgængelig elektronisk patientjournal, som personalet har tid til at læse.
I regionssammenhæng må det første skridt imidlertid være de gode hensigter. Regionsrådspolitikeren må påtage sig ansvaret for at følge det op, så det sætter sig tydelige og gerne strukturelle spor.
Der er selvfølgelig ingen tvivl om at mere tid til sundhedspersonalet er en løsning, men det er ikke kun et spørgmål om 'send flere penge', der skal også være personale til at ansætte og dette personale skal vænne sig til en sundhedspersonale/patient samarbejdskultur, som traditionelt har været systemet helt fremmed.
Med strukturreformen er vi inde i en brydningstid og jeg er meget spændt på hvordan vi vil se konsekvenserne af det.
Jeg indtrådte i regionsrådet for Region Hovedstaden for SF i marts i år.
Det her ligner en rigtig god ide. Jeg vil prøve at følge med på siden. Jeg håber at det vil lykkes dig at få den til at virke som vidensbank og undgå de fælder, der er.
Der er mange aspekter i strukturreformen vedrørende regionerne som bør diskuteres grundigt, men et af dem er hvordan borgernes oplevelser får betydning for 'systemet'.
Det er min opfattelse at regionerne er gearede til at få systemerne til at fungere - men netop med fokus på system og struktur. Jeg er ikke i tvivl om at alle regionsrådspolitikere er optaget af historier som din fars. Systemets fokus er imidlertid på det, der fungerer - og hændelser som denne opfattes let som undtagelser og fejl. Målet må være at patientoplevelser og borgeres beretninger bliver en del af grundlaget for systemet, så de ikke er undtagelser, vi skal beklage, men en del af den virkelighed, vi skal forholde os til.
Der var stor tilfredshed i regionsrådet da vi vedtog Region Hovedstadens plan for den ældre medicinske patient. Planen er god nok - spørgsmålet er hvordan man sikrer at den sætter sig spor, så (også) ældre mennesker ikke skal opleve at de er et nummer i rækken, men at alle, uanset hvem men er, tages alvorligt og inddrages som aktiv part - helst i et sammenhængende patientforløb understøttet af en tilgængelig elektronisk patientjournal, som personalet har tid til at læse.
I regionssammenhæng må det første skridt imidlertid være de gode hensigter. Regionsrådspolitikeren må påtage sig ansvaret for at følge det op, så det sætter sig tydelige og gerne strukturelle spor.
Der er selvfølgelig ingen tvivl om at mere tid til sundhedspersonalet er en løsning, men det er ikke kun et spørgmål om 'send flere penge', der skal også være personale til at ansætte og dette personale skal vænne sig til en sundhedspersonale/patient samarbejdskultur, som traditionelt har været systemet helt fremmed.
Med strukturreformen er vi inde i en brydningstid og jeg er meget spændt på hvordan vi vil se konsekvenserne af det.
Mit navn er Line-Marie Allengreen Hansen.
20 år gammel og med et forkvaklet syn på vores såkaldte sundhedsvæsen.
Jeg bliver ikke mere og mere selvoptaget – jeg bliver bare mere og mere realistiske. Med et realistisk syn på et trist og tåget Danmark indser man, at vi er en tøvende, kunstig kopi af hvad der burde være vores ‘sikkerhed’ - men den ’sikkerhed’ er en luksus vi ikke benytter os af.
Vi er en befolkning der er bange for dets trolde og hekse – vores dæmoner gemmer vi i skabet. Men før vi kan sætte lys over tabuer (som vores manglende sundhedsvæsen), må vi åbne skabet og se vores egne dæmoner i øjnene.
Vi sidder tilbage med en ’byrde’, der er så tung at skuldrene snart ikke længere kan bære, at vores arme snart er længere end vores ben - fordi lige præcis denne form for tabu er en af vores dæmoner vi henkaster i skabet, på øverste hylde.
Vi er så krukkede, så fraværende og utilmærmelige når det lige netop angår det, vi alle er allermest afhængige af som mennesker, for at føle os i live, sikkerhed.
Og formuldet er vores sundhedsvæsen sgu ikke og de vil aldrig skrive under på, at de kan erstattes af figurer i pap og papir. Så hvorfor skulle danmarks befolkning gøre det? Skrive under på at en ventetid på en halv krig er i orden, for vi kan altid blive en ny figur i rækken. Og det er da meget pænt..
Bare fordi vi lever i et land, hvor befolkningen ikke vil indrømme hvilke grå og grimme larver vi i virkeligheden er og hvilke menneskelige behov vi har.
Bare fordi vi er bedre til at skælve og kigge den anden vej, når vores syge endeligt træder frem og siger "DET ER IKKE OKAY!"
Vi er en befolkning fyldt med hvæsende baggårdskatte, slidte 50 ører, boller i karry, gang i den rock’n’roll og bittersøde ballader, ægte glæde, snigende vrede, stort hår, kissemisse og hjemve.
En befolkning med potentiale til, at være større end Kim Larsens mund og stærkere end elefantøl.
Men vi er små følelser, store meninger og det, der er midt i mellem, magtesløshed over verden og hverdag-en, håb for fremtiden, en kæp i øret og dårlig samvittighed.
Nej nej, neeej. Det så meget nemmere, at lukke skabet til og glemme det ’men’ der burde komme nu. Bare opfatte det hele som betændt og grotesk som vi altid har gjort.
Nu kommer mit men.
Vores løsning på dette findes ikke for enden af regnbuen - den findes gennem hårdt arbejde, lyst og omsorg.
Jeg har fuldt tråden, løst gåden. Så hvorfor kan vores sundhedsvæsen ikke det?
Løsningen er muligvis banal og naiv - men ganske enkel.
Sundhedsvæsnet ville glædeligt og selvelskende kunne sige: - Natten til onsdag var der måneformørkelse, det beklager vi, det var vores talent der skyggede.
Og Danmark ville juble.
Vi er nemlig dagens ret, trods den gamle opskrift, charme, skide lækkert hår, pæne bandeord og en god fornemmelse.
Jeg slutter hvor jeg startede:
Jeg bliver ikke mere og mere selvoptaget men mere og mere realistisk.
For vi er sgu på randen af vores egen udnævnte menneskelighed
Jeg ville gå direkte ud i vores gamle danske marker og flå blomsterkronerne af, drive spurvene i jorden når jeg oplever fremgang.
For jerntæppet har kun to sider - desværre ser vi på den forkerte. "Vend det dog?"
- Med dette ønsker jeg kun, at sige..
Jacob Egevang - Du har fat i den lange ende.
Tusind tak for denne hjemmeside.
- Line-Marie Allengreen Hansen
Diagnose: Hoftedysplasi
Behandlingstid - so far: 5 år
Behandling pt. : Smertestillende
Situation sidste 5 år og pt.: Sygemeldt og sofaliggende pga. stærke smerter - on and off.
20 år gammel og med et forkvaklet syn på vores såkaldte sundhedsvæsen.
Jeg bliver ikke mere og mere selvoptaget – jeg bliver bare mere og mere realistiske. Med et realistisk syn på et trist og tåget Danmark indser man, at vi er en tøvende, kunstig kopi af hvad der burde være vores ‘sikkerhed’ - men den ’sikkerhed’ er en luksus vi ikke benytter os af.
Vi er en befolkning der er bange for dets trolde og hekse – vores dæmoner gemmer vi i skabet. Men før vi kan sætte lys over tabuer (som vores manglende sundhedsvæsen), må vi åbne skabet og se vores egne dæmoner i øjnene.
Vi sidder tilbage med en ’byrde’, der er så tung at skuldrene snart ikke længere kan bære, at vores arme snart er længere end vores ben - fordi lige præcis denne form for tabu er en af vores dæmoner vi henkaster i skabet, på øverste hylde.
Vi er så krukkede, så fraværende og utilmærmelige når det lige netop angår det, vi alle er allermest afhængige af som mennesker, for at føle os i live, sikkerhed.
Og formuldet er vores sundhedsvæsen sgu ikke og de vil aldrig skrive under på, at de kan erstattes af figurer i pap og papir. Så hvorfor skulle danmarks befolkning gøre det? Skrive under på at en ventetid på en halv krig er i orden, for vi kan altid blive en ny figur i rækken. Og det er da meget pænt..
Bare fordi vi lever i et land, hvor befolkningen ikke vil indrømme hvilke grå og grimme larver vi i virkeligheden er og hvilke menneskelige behov vi har.
Bare fordi vi er bedre til at skælve og kigge den anden vej, når vores syge endeligt træder frem og siger "DET ER IKKE OKAY!"
Vi er en befolkning fyldt med hvæsende baggårdskatte, slidte 50 ører, boller i karry, gang i den rock’n’roll og bittersøde ballader, ægte glæde, snigende vrede, stort hår, kissemisse og hjemve.
En befolkning med potentiale til, at være større end Kim Larsens mund og stærkere end elefantøl.
Men vi er små følelser, store meninger og det, der er midt i mellem, magtesløshed over verden og hverdag-en, håb for fremtiden, en kæp i øret og dårlig samvittighed.
Nej nej, neeej. Det så meget nemmere, at lukke skabet til og glemme det ’men’ der burde komme nu. Bare opfatte det hele som betændt og grotesk som vi altid har gjort.
Nu kommer mit men.
Vores løsning på dette findes ikke for enden af regnbuen - den findes gennem hårdt arbejde, lyst og omsorg.
Jeg har fuldt tråden, løst gåden. Så hvorfor kan vores sundhedsvæsen ikke det?
Løsningen er muligvis banal og naiv - men ganske enkel.
Sundhedsvæsnet ville glædeligt og selvelskende kunne sige: - Natten til onsdag var der måneformørkelse, det beklager vi, det var vores talent der skyggede.
Og Danmark ville juble.
Vi er nemlig dagens ret, trods den gamle opskrift, charme, skide lækkert hår, pæne bandeord og en god fornemmelse.
Jeg slutter hvor jeg startede:
Jeg bliver ikke mere og mere selvoptaget men mere og mere realistisk.
For vi er sgu på randen af vores egen udnævnte menneskelighed
Jeg ville gå direkte ud i vores gamle danske marker og flå blomsterkronerne af, drive spurvene i jorden når jeg oplever fremgang.
For jerntæppet har kun to sider - desværre ser vi på den forkerte. "Vend det dog?"
- Med dette ønsker jeg kun, at sige..
Jacob Egevang - Du har fat i den lange ende.
Tusind tak for denne hjemmeside.
- Line-Marie Allengreen Hansen
Diagnose: Hoftedysplasi
Behandlingstid - so far: 5 år
Behandling pt. : Smertestillende
Situation sidste 5 år og pt.: Sygemeldt og sofaliggende pga. stærke smerter - on and off.
Kære Liselott,
Tak for din hilsen. Dejligt, at du som sundhedspolitiker melder dig her på hjemmesiden.
Mange hilsner
Jacob Egevang
Tak for din hilsen. Dejligt, at du som sundhedspolitiker melder dig her på hjemmesiden.
Mange hilsner
Jacob Egevang
Kære Jacob,
Tak for info om din hjemmeside.
Det er rart, at der er nogle, som selv gør opmærksom på de problemer, der er i vores sundhedssystem.
Jeg har selv arbejdet på sygehuse og tager vagter endnu, når jeg har tid til det for at have fingeren på pulsen.
Jeg har været en del ude angående vores alarmopkald, vagtlægesystem samt patientklagesystem, som jeg mener er under al kritik.
Jeg har en del kontakt med patientforeninger og patientambassadører som jeg lytter meget efter, når det handler om oplevelser i systemet. Disse
betragtninger tager jeg med mig i mit arbejde og vil stadig arbejde for, at vi får et system, som patienterne kan være tjent med.
Med venlig hilsen
Liselott Blixt MF
Dansk Folkeparti
Sundheds- og psykiatriordfører
Tak for info om din hjemmeside.
Det er rart, at der er nogle, som selv gør opmærksom på de problemer, der er i vores sundhedssystem.
Jeg har selv arbejdet på sygehuse og tager vagter endnu, når jeg har tid til det for at have fingeren på pulsen.
Jeg har været en del ude angående vores alarmopkald, vagtlægesystem samt patientklagesystem, som jeg mener er under al kritik.
Jeg har en del kontakt med patientforeninger og patientambassadører som jeg lytter meget efter, når det handler om oplevelser i systemet. Disse
betragtninger tager jeg med mig i mit arbejde og vil stadig arbejde for, at vi får et system, som patienterne kan være tjent med.
Med venlig hilsen
Liselott Blixt MF
Dansk Folkeparti
Sundheds- og psykiatriordfører
Kære Nete,
Godt, din mand blev opereret i tide. Det glæder mig at høre. Og tak for informationen vedr. arvelighed. Jeg fik scannet min hovedpulsåre umiddelbart efter min fars død. Den var fin, og min gode, praktiserende læge anbefaler mig at blive scannet ca. hvert 5. år frem over.
I Sverige, mener jeg, at alle mænd over 50 år får tilbudt scanning af hovedpulsåren en gang årligt. Det burde man naturligvis også tilbyde i Danmark...
TAK i øvrigt til alle jer med kommentarer til brevet om min fars død oven for. Det betyder rigtig meget at få respons.
Tilmeld jer evt. sundhedspolitiker.dks emailservice - så får I besked på email hver gang der udgives et nyt åbent brev på hjemmesiden. Klik på den blå "Følg med"-knap øverst til højre på denne side.
Mange venlig hilsner og endnu en gang TAK!
Jacob Egevang
Godt, din mand blev opereret i tide. Det glæder mig at høre. Og tak for informationen vedr. arvelighed. Jeg fik scannet min hovedpulsåre umiddelbart efter min fars død. Den var fin, og min gode, praktiserende læge anbefaler mig at blive scannet ca. hvert 5. år frem over.
I Sverige, mener jeg, at alle mænd over 50 år får tilbudt scanning af hovedpulsåren en gang årligt. Det burde man naturligvis også tilbyde i Danmark...
TAK i øvrigt til alle jer med kommentarer til brevet om min fars død oven for. Det betyder rigtig meget at få respons.
Tilmeld jer evt. sundhedspolitiker.dks emailservice - så får I besked på email hver gang der udgives et nyt åbent brev på hjemmesiden. Klik på den blå "Følg med"-knap øverst til højre på denne side.
Mange venlig hilsner og endnu en gang TAK!
Jacob Egevang
Min mand blev opereret i tide for en udposning på hovedpulsåren, i den forbindelse fik vi at vide at det kan være arveligt til drenge. Så sørg for at blive undersøgt.
med venlig hilsen Nete
med venlig hilsen Nete
Kommentar til indlæg af hhv. Thomas Rasmussen og Louise Trampedach:
Hvis bare læger generelt var som Thomas Rasmussen beskriver sit virke, ville det til dels nok se anderledes ud. Det virker som om han er styret af en ordentlig moral. Jeg giver ham også ret i at det nok er svært at skelne skidt fra kanel.
Årsagen forekommer simpel, og gælder ikke kun for læger: Der er vel pga. massivt pres på offentligt ansatte i sundhedssektoren, som følge af underbemanding. Derfor kan man ikke give den nødvendige service. Men lad os blive ved lægerne. De er jo nok den mest centrale brik i sundhedssystemet mht. diagnosticering som der jo her er tale om.
Igen virker løsningen åbenlys. Uddan i dette tilfælde flere læger til at tage presset fra de nuværende. Dette har flere været oppe og svaret fra de ansvarlige på f.eks. Panum Instituttet mindes jeg at huske som, at der ikke er kapacitet på sygehusene til at give en ordentlig klinisk uddannelse af kommende læger.
Så lader det jo i første omgang til at det er et uløseligt problem som vi bare må leve med.
Kan årsagen være at de udenlandske medicin-studerende smutter hjem igen, til f.eks. Sverige efter endt uddannelse, og Danmark på den måde ikke får det maksimale ud af den investering som uddannelse af lægestuderende (og studerende i al almindelighed) er? Det er en problemstilling Danmark bliver nødt til at løse (Man kan også sige at det er ærgerligt for de danske unge der drømmer om at bliver læge, at de bliver overhalet inden om, af svenske studerende forde der er forskel på uddannelses systemet i Danmark og sverige, og fordi Sverige ikke uddanner læger nok selv, og dermed udnytter Danmark groft)
Dette virker måske fjernt fra problemet men den alt for høje efterspørgsel på læger er helt sikkert en med til at presse de nuværende læger.
Det virker dog uforståeligt at vi ikke skulle have kapacitet til at efterkomme manglen på læger i Danmark, i en langsigtet plan.
Et andet aspekt er selvfølgelig økonomien, dels til uddannelse af læger, og dels til aflønning af en større stab - det koster altså at ansætte og uddanne folk. Det er en prioriterings sag. Og her er det bare ikke godt nok at dem der har råd kan få service mens dem der ikke har er overladt til f.eks. at dø, hvis de ikke lige har råd til en sundhedsforsikring.
Et forslag til finansiering af dels uddannelse, og dels ansættelse af flere læger kunne være som følger:
Nedjuster lønnen af de overbetalte overlæger rundt omkring på sygehusene, og evt. andre typer som praktiserende speciallæger afhængigt af hvor urimeligt høj lønnen er.
Argumenter:
1. Jobbet er i sig selv en del af lønnen, dette bruges altid i forbindelse argumentation for sygeplejerskers, og andet ikke-lægeligt sundhedspersonales, forholdsvist lave løn. En læge giver også omsorg ligesom sygeplejersker. Selvfølgelig er dette på et andet niveau, men basalt set drejer det sig om at pleje syge mennesker.
2. En del over og special-læger er til dels forskere, til gavn for deres faglige ekspertise og deres patienter. Dette må også betragtes som en motivation for at være den slags læge. Ser man på andre typer forskere er disse ikke specielt velbetalte. Mon en professor i fysik eller litteraturvidenskab tjener 70000 kr. om måneden.
Nok ikke. Altså er det at få lov at forske i noget spændende der interesserer een, også en del af lønnen i sig selv. Har man det ikke sådan burde man nok have valgt en anden karriere vej.
3. Som Louise Trampedach, ironisk skriver: læger der bijobber efter deres "power nap" kob i det offentlige(f.eks. den nylige sag hos Lundbeck). Lønnen kan ses som en kompensation for et stressende job, hvilket dermed giver lidt overskud i privatlivet. Dette kan så ikke være tilfældet for de pågældende læger der bijobber.
Desuden er den massive efterspørgsel på at blive læge, det vil sige det høje udbud ansøgere til optag på medicinstudiet, et argument for at man sagtens kan nedjustere lønnen en del.
Man burde lade markedskræfterne justere forholdene. Dette må være tilfældet med f.eks. ingeniører hvor der jo hvert år er for få der bliver optaget, derfor betales dem de uddannes en høj løn.
Således er udbuddet af læger kunstigt holdt nede idet der uddannes færre en der egentlig burde udfra, hvor mange der ansøger, sammen med efterspørgslen fra det offentlige.
Flere læger ville også gøre forholdene bedre for de enkelte læger, da disse så vil have mere tid til patienter, hvilket må være mere tilfredsstillende, og mindre stressende.
Når dette er sagt, skal det selvfølgelig også understreges at mennesker med længerevarende uddannelser, bør have en løn der kompenserer for den ekstra tid de bruger på at uddanne sig, i forhold f.eks. håndværkere, der kan komme på arbejdsmarkedet som 18-20 årige.
4. Endeligt, og måske vigtigst, er det jo et spørgsmål om hvor meget danskerne vil betale i skat. Vil man have høj service må man også betale derefter. Så vi vælger det jo til en vis grænse selv.
Jeg ved godt hvad jeg ville vælge...
Hvis bare læger generelt var som Thomas Rasmussen beskriver sit virke, ville det til dels nok se anderledes ud. Det virker som om han er styret af en ordentlig moral. Jeg giver ham også ret i at det nok er svært at skelne skidt fra kanel.
Årsagen forekommer simpel, og gælder ikke kun for læger: Der er vel pga. massivt pres på offentligt ansatte i sundhedssektoren, som følge af underbemanding. Derfor kan man ikke give den nødvendige service. Men lad os blive ved lægerne. De er jo nok den mest centrale brik i sundhedssystemet mht. diagnosticering som der jo her er tale om.
Igen virker løsningen åbenlys. Uddan i dette tilfælde flere læger til at tage presset fra de nuværende. Dette har flere været oppe og svaret fra de ansvarlige på f.eks. Panum Instituttet mindes jeg at huske som, at der ikke er kapacitet på sygehusene til at give en ordentlig klinisk uddannelse af kommende læger.
Så lader det jo i første omgang til at det er et uløseligt problem som vi bare må leve med.
Kan årsagen være at de udenlandske medicin-studerende smutter hjem igen, til f.eks. Sverige efter endt uddannelse, og Danmark på den måde ikke får det maksimale ud af den investering som uddannelse af lægestuderende (og studerende i al almindelighed) er? Det er en problemstilling Danmark bliver nødt til at løse (Man kan også sige at det er ærgerligt for de danske unge der drømmer om at bliver læge, at de bliver overhalet inden om, af svenske studerende forde der er forskel på uddannelses systemet i Danmark og sverige, og fordi Sverige ikke uddanner læger nok selv, og dermed udnytter Danmark groft)
Dette virker måske fjernt fra problemet men den alt for høje efterspørgsel på læger er helt sikkert en med til at presse de nuværende læger.
Det virker dog uforståeligt at vi ikke skulle have kapacitet til at efterkomme manglen på læger i Danmark, i en langsigtet plan.
Et andet aspekt er selvfølgelig økonomien, dels til uddannelse af læger, og dels til aflønning af en større stab - det koster altså at ansætte og uddanne folk. Det er en prioriterings sag. Og her er det bare ikke godt nok at dem der har råd kan få service mens dem der ikke har er overladt til f.eks. at dø, hvis de ikke lige har råd til en sundhedsforsikring.
Et forslag til finansiering af dels uddannelse, og dels ansættelse af flere læger kunne være som følger:
Nedjuster lønnen af de overbetalte overlæger rundt omkring på sygehusene, og evt. andre typer som praktiserende speciallæger afhængigt af hvor urimeligt høj lønnen er.
Argumenter:
1. Jobbet er i sig selv en del af lønnen, dette bruges altid i forbindelse argumentation for sygeplejerskers, og andet ikke-lægeligt sundhedspersonales, forholdsvist lave løn. En læge giver også omsorg ligesom sygeplejersker. Selvfølgelig er dette på et andet niveau, men basalt set drejer det sig om at pleje syge mennesker.
2. En del over og special-læger er til dels forskere, til gavn for deres faglige ekspertise og deres patienter. Dette må også betragtes som en motivation for at være den slags læge. Ser man på andre typer forskere er disse ikke specielt velbetalte. Mon en professor i fysik eller litteraturvidenskab tjener 70000 kr. om måneden.
Nok ikke. Altså er det at få lov at forske i noget spændende der interesserer een, også en del af lønnen i sig selv. Har man det ikke sådan burde man nok have valgt en anden karriere vej.
3. Som Louise Trampedach, ironisk skriver: læger der bijobber efter deres "power nap" kob i det offentlige(f.eks. den nylige sag hos Lundbeck). Lønnen kan ses som en kompensation for et stressende job, hvilket dermed giver lidt overskud i privatlivet. Dette kan så ikke være tilfældet for de pågældende læger der bijobber.
Desuden er den massive efterspørgsel på at blive læge, det vil sige det høje udbud ansøgere til optag på medicinstudiet, et argument for at man sagtens kan nedjustere lønnen en del.
Man burde lade markedskræfterne justere forholdene. Dette må være tilfældet med f.eks. ingeniører hvor der jo hvert år er for få der bliver optaget, derfor betales dem de uddannes en høj løn.
Således er udbuddet af læger kunstigt holdt nede idet der uddannes færre en der egentlig burde udfra, hvor mange der ansøger, sammen med efterspørgslen fra det offentlige.
Flere læger ville også gøre forholdene bedre for de enkelte læger, da disse så vil have mere tid til patienter, hvilket må være mere tilfredsstillende, og mindre stressende.
Når dette er sagt, skal det selvfølgelig også understreges at mennesker med længerevarende uddannelser, bør have en løn der kompenserer for den ekstra tid de bruger på at uddanne sig, i forhold f.eks. håndværkere, der kan komme på arbejdsmarkedet som 18-20 årige.
4. Endeligt, og måske vigtigst, er det jo et spørgsmål om hvor meget danskerne vil betale i skat. Vil man have høj service må man også betale derefter. Så vi vælger det jo til en vis grænse selv.
Jeg ved godt hvad jeg ville vælge...
Fint at der er nogen der "tager fat" i det syge væsen!
Jeg har selv oplevet tre tilfælde som jeg kunne have været foruden. Min far som døde tilbage i 2001 hvor middelalderlige forhold og den manglende omsorg og ubetænksomme opførsel fra sygehuspersonalet er det jeg husker fra den sidste tid. Min mors død som var forårsaget af en kræftsvulst i maven blot blev dinognstiseret som "luft i maven" af min mors læge. Senere da en ordentlig undersøgelse viste fremskreden kræft var det for sent så en ellers rask og rørig ældre dame fik 3 måneder! Heldigvis fik hun en fantastisk sidste tid på Hospice Hellerup. Burde være en menneskeret.
Sidst min kæreste der-desværre for hende og de pårørende- blev syg i SOMMERFERIEN. En total mangel på kommunikation, dårlig ledelse og et synligt frustreret personale på Glostrup var seneste oplevelse. At tro at det private kan tage over på nuværende tidspunkt er udelukket da de trækker på de samme specialister fra de store sygehuse. Så vi (patienterne) er ladt i stikken med det eksisterende system. Lidt foruroligende at vi faktisk intet alternativ har - derfor vigtigt med initiativer som dette, tak, Jacob.
Brian Lee Stege
Jeg har selv oplevet tre tilfælde som jeg kunne have været foruden. Min far som døde tilbage i 2001 hvor middelalderlige forhold og den manglende omsorg og ubetænksomme opførsel fra sygehuspersonalet er det jeg husker fra den sidste tid. Min mors død som var forårsaget af en kræftsvulst i maven blot blev dinognstiseret som "luft i maven" af min mors læge. Senere da en ordentlig undersøgelse viste fremskreden kræft var det for sent så en ellers rask og rørig ældre dame fik 3 måneder! Heldigvis fik hun en fantastisk sidste tid på Hospice Hellerup. Burde være en menneskeret.
Sidst min kæreste der-desværre for hende og de pårørende- blev syg i SOMMERFERIEN. En total mangel på kommunikation, dårlig ledelse og et synligt frustreret personale på Glostrup var seneste oplevelse. At tro at det private kan tage over på nuværende tidspunkt er udelukket da de trækker på de samme specialister fra de store sygehuse. Så vi (patienterne) er ladt i stikken med det eksisterende system. Lidt foruroligende at vi faktisk intet alternativ har - derfor vigtigt med initiativer som dette, tak, Jacob.
Brian Lee Stege
Det er bestemt ikke enestående, hvad vores sygehusvæsen kan levere af service. Der kan være mange årsager til dette og en af dem er bestemt at nogle læger har meget travlt med at score kassen istedet for at yde lægehjælp. Patienterne skal blot ekspederes så hurtigt som muligt og mange gange er man et nummer, der blot skal journaliseres.
Min nu afdøde mor fik også stærkt smertestillende medicin af sin egen læge på trods af samme indikationsforløb, som du har beskrevet om din far. Hun nåede at blive indlagt på sygehus, hvor de blot fortsatte med at smertestille og døde så i hospitalssengen uden reel behandling.
Trist at det skal være sådan.
Min nu afdøde mor fik også stærkt smertestillende medicin af sin egen læge på trods af samme indikationsforløb, som du har beskrevet om din far. Hun nåede at blive indlagt på sygehus, hvor de blot fortsatte med at smertestille og døde så i hospitalssengen uden reel behandling.
Trist at det skal være sådan.
Kære Jacob
Det er da hårrejsende og helt ubeskiveligt forfærdeligt. Hvad kan vi lære af det. Vi må insistere på f.eks. at blive taget med til undersøgelse, insistere på at få en tid hos lægen. Insistere på at blive ordentligt behandlet og undersøgt af vagtlægen. Tænk hvis det viser sig at vi ikke fejler noget - DET VILLE DA I VÆRSTE FALD VÆRE DEJLIGT!!
Med venlig hilsen
Ulla Ribæk Mogensen
Det er da hårrejsende og helt ubeskiveligt forfærdeligt. Hvad kan vi lære af det. Vi må insistere på f.eks. at blive taget med til undersøgelse, insistere på at få en tid hos lægen. Insistere på at blive ordentligt behandlet og undersøgt af vagtlægen. Tænk hvis det viser sig at vi ikke fejler noget - DET VILLE DA I VÆRSTE FALD VÆRE DEJLIGT!!
Med venlig hilsen
Ulla Ribæk Mogensen
Hej Jacob.
jeg læser dit indlæg med en skræmmende følelse af, at jeg desværre ikke er et enestående tilfælde af omsorgssvigt/effektivisering i sundhedsvæsenet.
Jeg læser din afmagt og din resignation, og jeg takker dig for at gøre det muligt at komme af med det her.
Jeg kan ikek gøre andet end at udtrykke sympati og medfølelse til dig og din familie, som har mistet.
Jeg vil udbrede denne hjemmeside til min omgangskreds, så vi forhåbentlig ved fælles indsats kan få fokus på, hvad det er der gør det så svært at være syg i sundhedsvæsenet, og at det faktisk kræver et jerngodt helbred at være syg..
Mvh.
Alice
jeg læser dit indlæg med en skræmmende følelse af, at jeg desværre ikke er et enestående tilfælde af omsorgssvigt/effektivisering i sundhedsvæsenet.
Jeg læser din afmagt og din resignation, og jeg takker dig for at gøre det muligt at komme af med det her.
Jeg kan ikek gøre andet end at udtrykke sympati og medfølelse til dig og din familie, som har mistet.
Jeg vil udbrede denne hjemmeside til min omgangskreds, så vi forhåbentlig ved fælles indsats kan få fokus på, hvad det er der gør det så svært at være syg i sundhedsvæsenet, og at det faktisk kræver et jerngodt helbred at være syg..
Mvh.
Alice
Hej Jacob
Det er en rigtig trist historie og jeg så også dit interview i Aftenshowet. Dit initiativ med denne side er fantastisk god og jeg kan kun støtte idéen.
Dog må jeg sige at der er lidt for meget følelsesporno over din historie. "Han blev kun 69 år" og "han døde fem dage før han skulle pakke julegave op med sine børnebørn". Det er altså udtalelser som får fokuseringen væk fra din oplevelse, og hen på et symfoniorkster der spiller sørgeligt musik.
Min mor døde i år, 53 år gammel af kraft. Hun gik til lægen flere gang pga. ondt i maven og andre symtomer, men hun fik blot at vide det nok snart gik over, og blev sendt hjem igen. Da det endelig blev opdaget, havde kraften spredt sig fra endetarmen, til hjerne, lunger, lever osv.
Så min kritik af dit ordvalg er absolut ikke pga. jeg ikke føler med dig. Tværtimod. Jeg håber blot man ser hvad der faktisk er sket, i stedet for at føle man læser et opdigtet manuscript til et trist juleeventyr fra Hollywood.
Mvh Rolf
Det er en rigtig trist historie og jeg så også dit interview i Aftenshowet. Dit initiativ med denne side er fantastisk god og jeg kan kun støtte idéen.
Dog må jeg sige at der er lidt for meget følelsesporno over din historie. "Han blev kun 69 år" og "han døde fem dage før han skulle pakke julegave op med sine børnebørn". Det er altså udtalelser som får fokuseringen væk fra din oplevelse, og hen på et symfoniorkster der spiller sørgeligt musik.
Min mor døde i år, 53 år gammel af kraft. Hun gik til lægen flere gang pga. ondt i maven og andre symtomer, men hun fik blot at vide det nok snart gik over, og blev sendt hjem igen. Da det endelig blev opdaget, havde kraften spredt sig fra endetarmen, til hjerne, lunger, lever osv.
Så min kritik af dit ordvalg er absolut ikke pga. jeg ikke føler med dig. Tværtimod. Jeg håber blot man ser hvad der faktisk er sket, i stedet for at føle man læser et opdigtet manuscript til et trist juleeventyr fra Hollywood.
Mvh Rolf
Kære Jacob
Jeg deler din sorg. Frygteligt at miste sin far eller mor under de omstændigheder.
Min mor blev - som jeg har skrevet i en anden mail til dig - aflivet på Holbæk Centralsygehus. Med fuldt overlæg. Det ligger snart 17 år tilbage, og siden er tilstandene blot blevet værre og værre. Læg mærke til, hvor lidt der tales om de 5.500 mord på/aflivninger af raske mennesker, der sker hvert år i sundhedssystemet i Det Syge Danmark. Reaktionen er blot et skuldertræk - tjah, det er jo et livs/dødsvilkår, for "hvor der er mennesker, sker der fejl"! Og Herregud - vi taler jo promiller - gør vi ikke - kunne det lyde fra de "(u)ansvarlige".
Jeg er - som du - et ganske almindeligt menneske, men det er dog uhyre påfaldende, at også jeg har mindst 10 rædselsberetninger i min omgangskreds. Et sammendrag følger, lige så snart jeg har fået det bearbejdet, utålelige tragedier om både levende og døde.
Og lad os så se, om ikke "regimet" har magt nok til at få lukket denne hjemmeside inden for de næste 24 timer - for her i landet er det en yndet sport at slå budbringeren ihjel, fordi sandheden aldrig har været mere ilde hørt end netop nu. System-Danmark overgår langt Kina, det tidligere KGB og Stasi.
Jeg deler din sorg. Frygteligt at miste sin far eller mor under de omstændigheder.
Min mor blev - som jeg har skrevet i en anden mail til dig - aflivet på Holbæk Centralsygehus. Med fuldt overlæg. Det ligger snart 17 år tilbage, og siden er tilstandene blot blevet værre og værre. Læg mærke til, hvor lidt der tales om de 5.500 mord på/aflivninger af raske mennesker, der sker hvert år i sundhedssystemet i Det Syge Danmark. Reaktionen er blot et skuldertræk - tjah, det er jo et livs/dødsvilkår, for "hvor der er mennesker, sker der fejl"! Og Herregud - vi taler jo promiller - gør vi ikke - kunne det lyde fra de "(u)ansvarlige".
Jeg er - som du - et ganske almindeligt menneske, men det er dog uhyre påfaldende, at også jeg har mindst 10 rædselsberetninger i min omgangskreds. Et sammendrag følger, lige så snart jeg har fået det bearbejdet, utålelige tragedier om både levende og døde.
Og lad os så se, om ikke "regimet" har magt nok til at få lukket denne hjemmeside inden for de næste 24 timer - for her i landet er det en yndet sport at slå budbringeren ihjel, fordi sandheden aldrig har været mere ilde hørt end netop nu. System-Danmark overgår langt Kina, det tidligere KGB og Stasi.
Kære Jacob,
Tak for et længe savnet supergodt initiativ. Jeg har en tilsvarende historie om min egen fars urimelige død på RASK i Køge efter et helt ufatteligt omsorgssvigt. Noget som stadig piner mig.
Det værste er næsten at se uindvigede politikere stå og sige at vi har verdens mest effektive sundhedsvæsen. Det har vi, men kun når man ser på hvor mange ældre mennesker der dør som følge af ligegyldighed og manglende omsorg på sygehusene. Systemet er sygt og man bør holde sig væk fra sundhedsvæsenet så længe det er muligt.
Jeg lægger mit brev ud her, hvis min mor og min bror giver deres samtykke.
Tak og god vind i sejlene,
Flemming
Tak for et længe savnet supergodt initiativ. Jeg har en tilsvarende historie om min egen fars urimelige død på RASK i Køge efter et helt ufatteligt omsorgssvigt. Noget som stadig piner mig.
Det værste er næsten at se uindvigede politikere stå og sige at vi har verdens mest effektive sundhedsvæsen. Det har vi, men kun når man ser på hvor mange ældre mennesker der dør som følge af ligegyldighed og manglende omsorg på sygehusene. Systemet er sygt og man bør holde sig væk fra sundhedsvæsenet så længe det er muligt.
Jeg lægger mit brev ud her, hvis min mor og min bror giver deres samtykke.
Tak og god vind i sejlene,
Flemming
Jeg¨så for lidt siden Aftenshowet og blev fanget af din tragiske fortælling om din fars død.
Super initiativ... En side som denne har manglet og må befolkningen tage den til sig og bruge den flittigt.
Min mor som modsat din far stadigvæk har livet i behold har også haft dybt kritisable oplevelser med flere forskellige faggrupper i vores sundhedssystem.
Kort fortalt varede forløbet 9 lange og invaliderende måneder med smerter og oplevelser der har sat sine spor såvel fysisk som psykisk.
Hun fik hele vejen igennem af vide at hun led af luft i tarmene.. Men endte med at blive opereret for en svulst der var ikke mindre end.. Hold fast... 10 kilo og 4,5 liter fri væske i bughulen!!!
Jeg håber at din fars alt for tidlige og fuldstændige himmelråbende uacceptable oplevelser med sundhedssystemet fremover vil være med til at forhindre nye omsorgssvigt og sjuskede læger der tilsyneladende har mere travlt med at lave aftaler med medicinal industrien og arbejde i privat regi efter deres powernap-job i det offentlige. Dette er selvfølgelig ikke det fulde og sande billede.. Men et udtryk for min frustration over at noget er riv rav ruskende galt i vores sundhedssystem.
Venlig hilsen
Louise Trampedach
Super initiativ... En side som denne har manglet og må befolkningen tage den til sig og bruge den flittigt.
Min mor som modsat din far stadigvæk har livet i behold har også haft dybt kritisable oplevelser med flere forskellige faggrupper i vores sundhedssystem.
Kort fortalt varede forløbet 9 lange og invaliderende måneder med smerter og oplevelser der har sat sine spor såvel fysisk som psykisk.
Hun fik hele vejen igennem af vide at hun led af luft i tarmene.. Men endte med at blive opereret for en svulst der var ikke mindre end.. Hold fast... 10 kilo og 4,5 liter fri væske i bughulen!!!
Jeg håber at din fars alt for tidlige og fuldstændige himmelråbende uacceptable oplevelser med sundhedssystemet fremover vil være med til at forhindre nye omsorgssvigt og sjuskede læger der tilsyneladende har mere travlt med at lave aftaler med medicinal industrien og arbejde i privat regi efter deres powernap-job i det offentlige. Dette er selvfølgelig ikke det fulde og sande billede.. Men et udtryk for min frustration over at noget er riv rav ruskende galt i vores sundhedssystem.
Venlig hilsen
Louise Trampedach
Denne hjemmeside er et fantastisk initiativ til at råbe politikerne/sundhedsvæsnet op, så det kan blive klart hvor mange fejl der begåes. Desværre er der mange som slet ikke gør systemet opmærksom på en fejlbehandling som er gået ud over en selv eller en pårørende. Man bruger nemlig så meget energi på at komme igennem hverdagen når man står midt i det hele, at man "glemmer" oplevelsen når der er gået et stykke tid.
Jeg har selv en meget grotesk oplevelse for snart 4 år siden da min far fik en blodprop i hjernen. Jeg skrev dagbog i den værste periode, dette gjorde at jeg fik overskud til at klage til patientklagenævnet. Som det så ofte går med klagesager, fik jeg ikke medhold, men jeg fik rusket lidt i systemet.
Jeg kommer til at offentliggøre min historie, når jeg har kigget sagen igennem igen, så der ikke er nogen som bliver udhængt.
Det er helt forfærdeligt at din far døde som følge af den manglende behandling. Min far overlevede, og har en nogenlunde tålelig tilværelse, dog med store men efter fejlbehandlingen.
Venlig hilsen
Susanne Poulsen
Jeg har selv en meget grotesk oplevelse for snart 4 år siden da min far fik en blodprop i hjernen. Jeg skrev dagbog i den værste periode, dette gjorde at jeg fik overskud til at klage til patientklagenævnet. Som det så ofte går med klagesager, fik jeg ikke medhold, men jeg fik rusket lidt i systemet.
Jeg kommer til at offentliggøre min historie, når jeg har kigget sagen igennem igen, så der ikke er nogen som bliver udhængt.
Det er helt forfærdeligt at din far døde som følge af den manglende behandling. Min far overlevede, og har en nogenlunde tålelig tilværelse, dog med store men efter fejlbehandlingen.
Venlig hilsen
Susanne Poulsen
Fået kvalme over at læse ovenstående! Det har faktisk berørt mig dybt. Jeg forsøger i mit daglige virke at håndtere sådanne situationer ordentligt, således at denne situation ikke opstår.
Det betyder f.eks. at jeg må tage på akut sygebesøg i frokostpausen (eller midt i dagsplanen).
For mig at se er der tale om et mega-svigt på flere planer.
Det er sørgeligt at konstatere.
Og rigtigt - din far døde helt unødvendigt!
En løsning? Den kender jeg ikke. Men jeg vil sige, at vi praktiserende læger får en masse henvendelser (og det gør vagtlægeordningen også), og det er svært at "skille skidt fra kanel".
Men det er ingen undskyldning - patienterne skal naturligvis have den bedst mulige akutbetjening.
Venlig hilsen
Thomas Rasmussen
Det betyder f.eks. at jeg må tage på akut sygebesøg i frokostpausen (eller midt i dagsplanen).
For mig at se er der tale om et mega-svigt på flere planer.
Det er sørgeligt at konstatere.
Og rigtigt - din far døde helt unødvendigt!
En løsning? Den kender jeg ikke. Men jeg vil sige, at vi praktiserende læger får en masse henvendelser (og det gør vagtlægeordningen også), og det er svært at "skille skidt fra kanel".
Men det er ingen undskyldning - patienterne skal naturligvis have den bedst mulige akutbetjening.
Venlig hilsen
Thomas Rasmussen
Kære Jacob,
Har i skrivende stund set dit interview på DR1.
Tak for dit fantastiske initiativ!
Udover min kommende private historier, er jeg sikker på denne side vil blive fyldt med triste udgange pga. det sundhedsvæsen, vi har i Danmark.
Der er blevet råbt og skreget i alle de 20 år, jeg har arbejdet i væsenet og år for år, er besparelser blevet valgt gang på gang.
Jeg håber inderligt for fremtidens patienter, hvem ved måske os selv, at denne side kan få politikerne til at få øje på, hvor alvorligt bagud, vi er kommet!
Med håbefulde hilsner
Charlotte Holmskov
Har i skrivende stund set dit interview på DR1.
Tak for dit fantastiske initiativ!
Udover min kommende private historier, er jeg sikker på denne side vil blive fyldt med triste udgange pga. det sundhedsvæsen, vi har i Danmark.
Der er blevet råbt og skreget i alle de 20 år, jeg har arbejdet i væsenet og år for år, er besparelser blevet valgt gang på gang.
Jeg håber inderligt for fremtidens patienter, hvem ved måske os selv, at denne side kan få politikerne til at få øje på, hvor alvorligt bagud, vi er kommet!
Med håbefulde hilsner
Charlotte Holmskov
Tusind tak for dit gode initiativ med denne side, blot trist, at der er en sådan sørgelig historie bag. Din beretning om din fars død og de mange andre beretninger her viser, at det desværre ikke kun er ME/CFS patienter (mit indlæg - uacceptable forhold for ME/CFS patienter) det er galt med i sundhedsvæsenet.
Jeg må også lige sige dig tak for den tid, du bruger og den grundighed, hvormed du styrer denne side.
Jeg har skrevet til dig, men gentager det her, at jeg er meget imponeret over, at da jeg en nat skriver til Sundhedspolitiker.dk, modtager jeg få timer efter - endda en lørdag morgen allerede et svar med nogle enkelte kommentarer til mit brev.
Du skriver så også en meddelelse til ME/CFS foreningen, hvor du gør opmærksom på, at brevet "Uacceptable forhold for ME/CFS patienter i sundhedsvæsenet" er udgivet på Sundhedspolitiker.dk - tusind tak for dette initiativ også.
Jeg ønsker dig og din side alt held i fremtiden.